Weingut Full

Christoffer Full er manden bag Weingut Full. Han betragtes som en af de mest eksperimenterende vinbønder i Tyskland, hvor han udfordrer og presser sig selv til det yderste for at opnå de bedste resultater. Christoffers fokus er på hvidvine og naturvine. Han eksperimenterer især med macerationen, skin contact, naturlig gæring og er meget glad for at lagre på eg. Nogle vine bliver flasket ufiltreret og med så lavt et svovlindhold som muligt. Han har endda en vin, der kommer fra 55 år gamle vildtvoksende vinstokke – ”Full Of Rawness”. Det er bestemt ikke hver dag, man støder på sådan en modig vinbonde.

Christoffer er vokset op på forældrenes vingård i Mölsheim, og har siden han var lille, hjulpet til i marken og i vinkælderen. Christoffer er i dag 29 år, og selvom det virker meget ungt for en selvstændig vinproducent, så har han en stor viden, mange års erfaring og en enorm passion. Han har sågar været med til at producere topvine for andre vinhuse i Tyskland. Med denne erfaring og udvikling gennem hele livet, kan Christoffer Full serien i dag måle sig med topvinene i Pfalz og Rheinhessen.

4 klare holdninger fra vinbonden Christopher, hvorfor vinene fra Weingut Full er så unikke:

  1. ”Top vineyards”. Markerne der tilhører Weingut Full er nøje udvalgt i Zellertal ud fra skråning, højdemeter, terroir, vind og sol.
  2. ”Spontaneous fermentation”. Fermentationen startes altid naturligt. Det vil sige, at der ikke bliver tilsat ekstra gær, sukker eller bakterier for at kickstarte gæringsprocessen, hvor gæren spiser sukkeret og danner alkoholen. Vinen får ganske enkel lov at opføre sig som den vil, ud fra de ressourcer vinen naturligt er omgivet af.
  3. ”Loving oak and lees”. Vinen bliver lagret på 228L og 500L franske egetræsfade i mange måneder. Når gæren har spist alt sukkeret, ligger det sig på bunden af træfadet som en hvid masse, der kan røres op i vinen igen – det kaldes ”lees”. Det skaber en stor kompleksitet og til vinen og aromaer som ristet brød, gær, yoghurt, dej, mfl. giver sig tilkende i vinene.
  4. ”Filtration or not?” Når vinen flaskes vælger Christopher ud fra hvilken vin, om den skal filtreres eller ej. Orangevinene bliver ikke filtreret. De øvrige vine gennemgår en minimal filtrering, hvilket gør hele serien unik. Her er også en af grundene for, hvorfor vinene udvikler sig i flasken år for år.

Flere vine er blevet anerkendt med 92+ point i Falstaff Weinguide. ”Zellerweg Am Schwarzen Herrgott Riesling Trocken 2020” har fået den største anerkendelse med 95 ud af 100 points. Derudover blev Christoffer i år 2022 nomineret til ”Newcomer des Jahres” i samme vinguide.

Christoffer er en lille vinproducent med en årlig produktion på 25.000 flasker. Han udvider langsomt år for år, men har ikke behov for at måle sig med de store mastodonter på kvantiteten. Han er meget selvkritisk og måler sig i stedet på kvaliteten, og med god grund. Han ruger nemlig på marker, der ligger i over 300 meters højde og flere med sydvendte skråninger. I denne højde er klimaet endnu køligere og perfekt for Riesling, Weiβburgunder og de mange druesorter, han producerer. Vinden blæser ekstra kraftigt på markerne i denne højde, hvilket er med til at holde druerne og vinstokkene tørre året rundt. Det holder diverse sygdomme væk, undgår botrytis og sikrer dermed en høj kvalitetshøst hvert år. Den kraftige vind danner dermed en bedre og sundere vækst for planter.

Christoffers stil indenfor vin er let, stringent, balanceret og med stor kompleksitet i både duft, smag og udseende. Kort og godt kreerer han vine med en stor wow-effekt, der samtidig er behagelig at drikke til enhver lejlighed for det store publikum.

Vi er løbende i dialog med Christoffer og er derfor altid opdateret på, hvilke årgange og druer han rammer plet på. Som ung, eksperimenterende og meget selvkritisk vinbonde kan det ske, at en vin ikke lever op til de høje forventninger. Her er Christoffer meget ærlig og præsenterer altid kun sine bedste vine, der i nogle tilfælde kendetegnes som mesterværker ifølge tyske anmeldelser.

Vinmarkernes jordbund (terroir) er fænomenal til vindyrkning og skaber høj trivsel for vinstokkene. Jordbunden består af store dele kalksten, som giver en stor kompleksitet til vinene. Der findes også meget ler i jorden, som gør markerne ekstremt hårde og faste, især i de kolde måneder på året. På de sydvendte skråninger består det øverste lag af et tykt lag sand, der holder på varmen efter solnedgang og frem til næste morgen. Det er med til at modne druerne til perfektion.

Zellertal er et meget lille vindistrikt, som ikke mange kender til. Distriktet forbinder de store vinområder Pfalz og Rheinhessen. Zellertal ligger 10 km øst for det 687 meter høje bjerg, Donnersberg, der beskytter markerne mod hagl og uvejr. Klimaændringer gør år for år distriktet mere og mere attraktivt for vindyrkning. De seneste 10-15 år er klimaet blevet en tand varmere, og er blevet det helt perfekte område for vindyrkning. Priserne på markerne stiger i takt med klimaændringerne og ligger i dag omkring 100.000 EUR for 1 hektar land. Det siger alt om, hvor høj en kvalitet Zellertal kan levere. Området vil stadig forblive småt og eksklusivt grundet de få hektar land. Zellertal udgør kun 1,3% af hele Pfalz.

Der er ikke kun liv og glade dage i Zellertal. Det er hårdt arbejde for vinbønderne at hive et forholdsvist ukendt vinområde op til at blive anerkendt. Der foregår derfor nogle stridigheder, eller som nogle af vinbønderne kalder det, venskabelige krige. De unge vinbønder samles en gang om året og smager årets Rieslings igennem. De medbringer hver sin, og nogle år kommer de op på 80 forskellige Rieslings – det er noget af en smagning. Under smagningen deler de unge vinbønder al deres viden og erfaring fra året og især, hvilke fejl, de har taget ved lære af, så naboen måske undgår at lave samme fejl det kommende år. De unge vinbønder i Zellertal løfter i flok for en skønne dag at overgå de ældre vinbønder fra de store vinhuse i Zellertal, Pfalz og Rheinhessen. De har store ambitioner og ser frem til at blive anerkendt for deres kreativitet, modige sind og ikke mindst deres fantastiske vine.